Artikelforslag til Ræson (ca. 22.500 anslag inkl. mellemrum og forfatterinfo).

Denne artikel er bragt i nedredigeret form i Ræson 3. maj 2014. Link til publiceret artikel.

Nye oplysninger om Mandelas kommunistiske sympatier

Valgkampen op til det sydafrikanske parlamentsvalg den 7. maj er i opløbsfasen. I 20-året for demokratiets indførelse forsøger regeringspartiet ANC at udnytte Mandelas historiske helterolle til at fastholde den sorte majoritets støtte.  Samtidig er Mandelas kommunistiske forbindelser draget frem i lyset af ANC’s modstandere. Det har skabt ophedet debat om, hvad Sydafrikas nationale folkehelt i virkeligheden stod for. Måske var Mandela kommunist – i det mindste for et kort øjeblik.

Af Hans Erik J. Stolten

Nelson Mandela var elsket i den vestlige verden. Efter apartheidstyrets fald i 1990 blev han set som garanten for liberale løsninger i det sydlige Afrika. Hans model for demokratisk transformation udvidede det bestående juridiske og parlamentariske system til også at omfatte de sorte befolkningsgrupper – i stedet for at erstatte det med en radikalt anden socialøkonomisk orden. Han medvirkede til, at det nationale kompromis, der stadig officielt benævnes Den Nationaldemokratiske Revolution, ikke brød med den vestlige model. Han tøjlede Cosatu-fagforeningernes revolutionære socialisme og holdt Inkathabevægelsens etniske zulu-chauvinisme i ave. Det blev af mange set som et mirakel.

Den vestlige verdens syn på Mandela ændredes over tid. Først blev han beskyldt for at være terrorist, siden blev han kåret som helgen. For nylig har flere historikere og politologer sandsynliggjort, at Mandela i en periode var medlem af det sydafrikanske kommunistparti, SACP. De velrenommerede, liberale Sydafrikaforskere Stephen Ellis og Tom Lodge henviser til centrale partimedlemmers førstehåndsberetninger.
Historikeren Ellis har brugt den ny viden her i valgåret til at postulere forsøg på historieforfalskning fra ANCs side. Han anklager ANC for bevidst at have skjult Mandelas partimedlemsskab og de hvide kommunisters indflydelse. I en artikel publiceret på PoliticsWeb spørger han, hvorfor et 627-siders selvbiografisk manuskript, skrevet af Mandela i fængslet, først blev offentliggjort i sin helhed lige før hans død. Han beskriver, hvordan han og andre historikere har oplevet, at historiske arkivalier er blevet skjult af ANCs funktionærer og han beskylder Nelson Mandela Center of Memory for at være aktiv i undertrykkelsen af den offentlige debat. Nelson Mandela Foundation forsvarer sig med, at dele af manuskriptet blev brugt allerede i Mandelabiografien Long Walk to Freedom fra 1994, at Mandelas selvbiografiske bog, Conversations with Myself, som publiceredes i 2010, indeholder yderligere uddrag, og at manuskriptet desuden blev omtalt på deres hjemmeside igen i 2011.

Alliancen med de hvide kommunister
Mandela voksede op under segregationperioden, før den egentlige apartheid blev indført. Han færdedes hjemmevandt blandt de traditionelle, afrikanske stammeeliter, men var samtidig relativt sympatisk indstillet over for de vestlige moderniseringsprocesser, der forandrede de indfødte samfund.
Påvirket af reaktionerne på hans tidligste, antiautoritære studenteraktiviteter på Fort Hare University College, udviklede Mandela imidlertid afrikansk-sekteriske synspunkter. Hans forurettethed omfattede i mindre grad inderne og de farvede, som da også var tilgodeset med lidt flere rettigheder qua segregationepokens del og hersk politikker. Han var på dette tidspunkt heller ikke meget for ”fremmede ideologier”, læs socialisme. Han var i begyndelsen skeptisk over for et tæt samarbejde mellem ANC og kommunisterne, da det kunne føre til en udvanding af den afrikanske majoritets naturlige ejerskab til Sydafrika. Beretninger skildrer, hvordan han afbrød og obstruerede kommunistisk organiserede møder tidligt i 1940erne.
Mandelas personlige transformation hen mod et samarbejde på tværs af racerne var en langvarig proces, der begyndte, da han i 1943 (før apartheidperioden) blev indskrevet ved University of the Witwatersrand. Her fandt han venner i en karismatisk, multietnisk gruppe, der inkluderede Joe Slovo, Ruth First, George Bizos, Ismail Meer og Bram Fisher - alle partimedlemmer og senere ledere i frihedskampen. Årsagen til denne tiltrækning blev udtrykt af Mandela under retssagen mod ham i 1964: ”I mange årtier var kommunisterne den eneste politiske gruppe i Sydafrika, der behandlede afrikanere som deres ligemænd”.

Efter 1948 indførte National Party et mere formaliseret system for raceklassifikation og adskillelse. Det blev kendt som apartheid og indebar bl.a., at de tilbageværende parlamentariske rettigheder for sorte blev fjernet. På Mandelas foranledning vedtog ANC en plan om at kæmpe for stemmeret for alle ved hjælp af radikale, men ikkevoldelige, metoder. Det indebar et brud med det liberale middelklasseimage, der havde præget organisationen siden starten i 1912, men den skærpede situation tvang ANC ud i sort radikalisme. Som leder af trodskampagnen fik Mandela i 1953 sin første betingede fængselsstraf for overtrædelse af Suppression of Communism Act.
Under de tidlige 1950eres protestbevægelser indså han fordelen ved et samarbejde, der også omfattede den farvede og den indiske befolkningsgruppe. Dette makkerskab blev formaliseret i 1950ernes Kongresalliance, som var et tværracialt samvirke - lidt anderledes end den senere ikke-raciale vision for regnbuenationen efter 1990 ved det, at der var tale om separate modstandsorganisationer for hvide, indere, farvede og afrikanere. ANC åbnede først sit medlemskab for alle racer langt senere. Inden for alliancens rammer spillede de hvide kommunister imidlertid en hovedrolle for formuleringen af modstandens strategi gennem dækorganisationen Congress of Democrats. Kommunistpartiet (indtil 1950 kaldet CPSA) havde organiseret fagforeninger i Sydafrika siden 1921 uden hensyn til race og havde opnået en vis position gennem 1940ernes strejkebevægelser, derunder den sorte minestrejke i 1946. Efter forbuddet mod kommunistisk virksomhed i 1950 var partiet dybt illegalt. Selve eksistensen af det gendannede parti var ukendt for offentligheden indtil 1962. Som eneste politiske organisation havde partiet gennem alle årene praktiseret ligeberettiget raceblanding i egne rækker. Det havde en relativt avanceret analyse af det sydafrikanske samfund, samt en begrænset, men resursefuld medlemsskare.

Mandela og kommunistpartiet
På baggrund af de nyfremkomne oplysninger om Mandelas skiftende holdninger, kan han ikke længere reduceres til den enkle, helstøbte personlighed, han ofte er blevet hyldet som. Ifølge Ahmed Kathrada, hans medfange under alle årene på Robben Island, var hans ageren til tider kompleks og paradoksal. Som nu hans forhold til socialisme. Mandelas egen tavshed på dette felt var typisk for hans modvilje mod at erkende fejl og svagheder, der kunne have svækket hans gennemslagskraft som samlende figur nationalt og internationalt.

I kondolencer i forbindelse med Mandelas død har både SACP og ANC hævdet, at han var medlem af SACPs centralkomité i starten af 1960erne. Kommunistpartiet fungerer i dag stadig som en integreret del af ANC-alliancen, der også omfatter den faglige landsorganisation, Cosatu. På kommunistpartiets hjemmesidehoved figurerer Mandelas billede nu sammen med Joe Slovos og Chris Hanis – to af partiets legendariske, afdøde ledere. Flere debattører, bl.a. et ledende medlem af det politiske parti, Economic Freedom Fighters (EFF), der for nylig udsplittedes fra ANC som en selvpostuleret venstreopposition, har imidlertid anfægtet påstanden om medlemskab som værende utroværdig, og en af Mandelas medfanger på Robben Island, Andrew Mlangeni, har også udtrykt skepsis. Eftersom illegale græsrodsbevægelsers arkiver er notorisk dårlige, er det en vanskelig opgave rent faktisk at bevise medlemsskabet.

Mindst seks højtstående medlemmer af SACP har dog bekræftet Mandelas partimedlemskab. ”Mandela har benægtet, at han var medlem af partiet, men jeg kan fortælle dig, at det var han” oplyste det tidligere centralkomitemedlem, Hilda Bernstein, som jeg selv snakkede med i London i 1987. Joe Matthews var medlem af SACPs hemmelige ledelse i ​​1950'erne og 60'erne. Han har fortalt den russiske Afrikaforsker Irina Filatova om centralkomitemøder, hvor Mandela var tilstede. Politiprotokoller fra forhør af tilfangetagne partimedlemmer arresteret i 1961 og 1962 bekræfter dette, men har hidtil været afvist af historikerne som upålidelige grundet brugen af tortur. I et privatarkiv på University of Cape Town indeholdende papirerne fra to af Sydafrikas akademiske historieskrivere, der selv var partimedlemmer, Jack og Ray Simons, befinder sig et referat af et SACP-møde i Lusaka i 1982, hvor et medlem af centralkomiteen, John Motshabi, redegør for, hvordan Mandela blev rekrutteret til partiet i 1961. Padraig O'Malley nævner tilknytningen til partiet i sin biografi om Mac Maharaj - en af ​​dem, der var tættest på Madiba. Verne Harris, direktør for Research and Archive i Nelson Mandela Foundation, finder tegn på, at Mandela blev suppleret ind i SACPs centralkomite. Mange ledende medlemmer opfattede ham derfor som partimedlem, selvom han teknisk ikke var det.
Imidlertid har Stephen Ellis også fundet et dokument, der viser, at mindst ét førende partimedlem (anonym, men kunne være formanden Joe Slovo) ikke mente at Mandela var et regulært medlem. Bob Hepple mener i sin bog Young Man with a Red Tie: a memoir of Mandela and the failed revolution 1960-1963, at Mandela forhandlede sit forhold til partiet, hvorved han deltog i vigtige møder.

I sin bog fra 2010 Young Mandela: The Revolutionary Years, skriver David Smith, at Mandela aldrig tog et egentligt opgør med kommunismen, selvom han udadtil altid benægtede at være kommunist.
Anthony Sampson, redaktøren af Mandela: The Authorised Biography, skriver, at Mandela startede som antikommunist, men blev imponeret af Det kommunistiske manifest og af det mangeårige, uselviske engagement hos hvide, marxistiske arbejderledere som Paul Bunting og Bill Andrews. Han mener også, at interessen for den dialektiske materialisme førte til, at Mandela opgav sin kristne tro.

Partimedlemsskabet kom altså omkring det tidspunkt, hvor Mandela blev chef for Kongresalliancens militærorganisation Umkhonto we Sizwe (kaldet MK). Beslutningen om at gå i krig blev truffet, mens Sovjet og Kina endnu var på talefod og ledende partikadrer snakkede med Mao i Peking og besøgte også Moskva omkring det praktiske. Mandela behøvede partiet. Også fordi ANCs præsident, Albert Lutuli, der netop havde modtaget Nobels fredspris, var imod anvendelsen af vold. Faktisk havde Mandela og Walter Sisulu allerede i 1953 foreslået ANCs ledelse, at man skaffede sig våben fra Kina og påbegyndte en væbnet kamp. Mere besindige ledelsesmedlemmer, derunder den Moskvaskolede, sorte kommunist Moses Kotane, fik nedstemt dette og Mandela fik først sin vilje, da al legal aktivitet blev umulig. Efter Sharpevillemassakren i 1960 blev ANC forbudt og da den politiske generalstrejke, som Mandela organiserede via den sorte fagbevægelse, SACTU, blev nedkæmpet i 1961, stoppede al dialog.

Afsværgelse af kommunismen
Under sabotageretssagen imod ham i 1963-64 hævdede Mandela med udsigt til galgen, at hvis en kommunist var en person, der var medlem af partiet og som troede på Marx, Engels, Lenins og Stalins teorier, og som holdt sig strengt til partidisciplinen, så var han ikke kommunist. Der kunne være gode grunde til denne benægtelse ud over ønsket om at redde halsen. Det ville skade modstandsmobiliseringen, hvis man fik det indtryk, at de sorte ledere var socialister, før de var afrikanske patrioter. ANCs øverste leder, Oliver Tambo, blev da også friholdt fra partimedlemsskab selv i de perioder, hvor alle andre i ledelsen var medlemmer. Det skal med i billedet, at hemmeligt medlemskab var normalt og at det var forbudt for partimedlemmer at oplyse om deres medlemskab med mindre, det var afstemt med partiledelsen.
Det er imidlertid også sandsynligt, at Mandela mentalt og politisk allerede havde bevæget sig retur mod sit personlige udgangspunkt i elitær afrikanisme. Under sin Afrikarundrejse i 1962 til de nyligt afkoloniserede lande var han af flere panafrikansk orienterede statsledere blevet opfordret til at understrege ANCs afrikanske profil over for partnerne i Kongresalliancen – et synpunkt, der ikke faldt i god jord, da han viderebragte det til Yusuf Dadoo og de andre indiske, farvede og hvide SACP-ledere i London.

Der findes udsagn om, at Mandela under sit lange fængselsophold udviklede en pragmatisk afrikanisme, der til tider bragte ham i modsætning til partiveteraner blandt medfangerne, derunder Govan Mbeki (den senere præsident Thabo Mbekis far) i spørgsmål som ANCs selvstændighed i forhold til kommunistpartiet og mulighederne for samarbejde med regimeindsatte, afrikanske bantustanledere som Mangosuthu Buthelezi (fra KwaZulu-Natal) og Kaizer Matanzima (fra Transkei, Mandelas hjemstavn). Angiveligt rejste Mandela også kritik af den militære modstandsstrategi, han selv tidligere havde stået i spidsen for, fordi den havde drænet den politiske del af frihedskampen for kræfter. Kommunisterne i ANCs ledelse forsøgte at forsinke offentliggørelsen af Mandelas afvigende holdninger. Man var enige i, at den indenlandske oppositionsopbygning skulle styrkes, men partiets indflydelse i eksilet byggede på MK-undergrundshæren, stationeret i frontlinjestaterne. Man var del af en større verdensrevolutionær udvikling og kompromisser med fjenden var ikke en del af strategien. Udadtil holdt ANC gode miner til Mandelas voksende pragmatisme, bl.a. fordi den globale antiapartheidbevægelses kampagne (Free Mandela Campaign) for dens mere liberalt orienterede leder og ikon (sammenlignet med de townshipbaserede oprør, f.eks.) styrkede frihedsbevægelsens tværpolitiske bredde. Det tilsikrede støtte fra The Nordic Five, dvs. de skandinaviske lande og Holland, selv i de år, hvor organisationen samtidig var dybt afhængig af Sovjetunionen.

Fængselsmanuskriptet redigeres til brug i en ny tid  
Forskerne, Stephen Ellis og Tom Lodge, er ikke fuldstændig enige om konsekvenserne af den ny viden om Mandela. Ellis mener, at Mandelas hovedkrav for strejkebevægelsen i 1961 - en demokratisk nationalforsamling – nu må ses som noget af en smokescreen, eftersom SACP allerede havde besluttet sig for væbnet kamp i december 1960 (kampagnen for en National Convention skildres i den tidligste bog indeholdende Mandelas skrifter, No Easy Walk to Freedom fra 1965). Lodge mener, at Mandela først blev partimedlem, efter at strejken var gået i opløsning. Ellis føler, at der nu er endnu mere grund til at betragte ANC som blot et agentur for direktiver, der udgik fra en lille vanguardistisk elite. Han ser ANCs og SACPs ledelser som sammenfaldende og selvsupplerende. Lodge mener derimod, at kommunistpartiet reelt var meget mindre afklaret og resolut, end det er blevet fremstillet i de mange publicerede erindringer fra dets stålsatte veteraner. De er imidlertid enige om, at historien er blevet rekonstrueret under senere tiders skiftende agendaer.

Ellis undersøgelse af det originalmanuskript, som Mandela skrev i fængslet omkring 1975 og fik udsmuglet, afslører, at det blev genbearbejdet i årene efter Mandelas løsladelse, før det dannede grundlag for bogen, Long Walk to Freedom fra 1994 (og til en vis grad for filmen af samme navn fra 2013). Ellis finder, at der er væsentlige forskelle mellem 1970er-manuskriptet og 1994-bogen. Originaldokumentet er oversået med redaktionelle noter fra Mandela selv, men også med kommentarer fra partimedlemmerne Ahmed Kathrada og Mac Maharaj. Det interessante er selvfølgelig, hvad der ikke kom med i bogen.  
Fængselsmanuskriptet blev skrevet på et tidspunkt, hvor sovjetiskstøttede nationale befrielsesbevægelser var på fremmarch i Asien og Afrika. I Mozambique kastede Frelimo kolonimagten Portugal på porten og besejrede den sydafrikansk sponsorerede Renamo-bevægelse i en ubønhørlig borgerkrig. I Angola krævede processen også hundredtusinder af ofre og her endte krigen noget senere. Ved Cuito Cuanavale – et større slag, der er blevet kaldt for Sydafrikas Stalingrad - standsede MPLA sammen med kubanske hjælpetropper den sydafrikanske invasion fra det besatte Namibia. Vestmagterne blev set som trængte efter USAs nederlag i Vietnam og revolutionære udviklinger i Syd- og Mellemamerika. Det var på den baggrund, at Mandela skrev det oprindelige manuskript. Bøgerne, som blev baseret på det, blev imidlertid først publiceret efter Murens fald. I den nye, forandrede situation kunne afsløringer af Mandelas tidligere sympatier potentielt have skadet det nye Sydafrikas forhold til vestlige investorer og svækket den ikoniske myte, der blev bygget op omkring ham af ANCs nye sponsorer. I de selvbiografiske bøger, som var vigtige for Vestens forståelse af Mandela og ANC, Long Walk to Freedom og The Authorised Biography, blev pasager, der kunne afsløre Mandelas støtte til Sovjetunionen og hans fascination af marxistisk-leninistisk ideologi, derfor udeladt.
De mange eksempler på Mandelas sympati overfor kommunistiske bevægelser fra det oprindelige fængselsmanuskript er alle taget ud af den redigerede, publicerede version. Eksempelvis beskrev Mandela den bolsjevikiske revolution i 1917 som ”… en udødelig præstation som åbnede enorme muligheder for menneskehedens bevægelse fremad”. Om sin dom på 5 års fængsel, som han fik i 1962 for ulovlig udrejse og for at opildne til strejke, skriver han: ”… det var en kilde til trøst for mig, at jeg blev dømt den 7. november, årsdagen for fødslen af ​​den første socialistiske stat i verden, som ikke blot afsluttede undertrykkelse i Sovjetunionen, men også fremskaffede enorme ressourcer til at hjælpe de undertrykte folk i hele verden”. På side 510 skrev Mandela om Cuba: ”… evnen til at forsvare sine interesser og uafhængighed viser populariteten af ​​Fidel Castros regering og utvetydigt socialismens overlegenhed over kapitalismen”.
Mandela skriver desuden om kommunistpartiet: ”At afvise samarbejde med et parti med en så fin historie/omdømme kan kun skyldes påvirkning fra missionsuddannelse, samt mange års antikommunistisk indoktrinering med propaganda fra fjendens organer”, ligesom han beskriver, hvordan han ”… inderligt omfavnede dialektisk og historisk materialisme som min filosofi”.

I den senere publicerede bog, Long Walk to Freedom, på hvilken Time Magazines chefredaktør, Richard Stengel, fungerede som ghostwriter, er dette subtilt omformuleret til en afstandtagen fra kommunistisk ideologi og er tilføjet en ny passage, som ikke er i originalmanuskriptet: ”Jeg havde ikke brug for at blive kommunist for at samarbejde med dem. De kyniske har altid sagt, at kommunisterne udnyttede os, men hvem siger, at det ikke er os, der har brugt dem”.

Der er et væld af indikationer for, at Mandelas politiske tænkning over tid var påvirket af konkurrerende etiske, følelsesmæssige og strategiske imperativer, nøjagtigt som det var tilfældet med den bevægelse, han var en del af. Spændingerne mellem liberale og marxistiske moderniseringsmodeller parret med hans veneration for en traditionel, afrikansk, social orden var til stede gennem alle årene og blev formodentlig aldrig helt afklaret.  

New York Times tidligere Johannesburgkorrespondent, Bill Keller mener, at Mandelas medlemskab af partiet siger mindre om hans ideologi end om hans pragmatisme. Dybest set var han en afrikansk aristokrat udset til at blive høvding, påvirket af kristen mission, og uddannet med det engelske gentleman-ideal for øje. Da nødvendigheden af et reformistisk, nationalt kompromis gjorde det til en logisk mulighed efter 1990, var det den rolle, han vendte tilbage til.

Venstrefløjens fodspor i det nye Sydafrika
Trods ANCs liberalistiske, økonomiske praksis som regeringsparti efter apartheid, mener BBCs Afrikaekspert, Martin Plaut, i en kommentar i New Statesman, at det langvarige samarbejde med kommunisterne har sat sig spor. ANCs seneste principprogram fra 2007, Strategy and Tactics ser stadig det sydafrikanske samfunds grundlæggende natur som ”kolonialisme af en særlig type” en karakteristik, der stammer fra kommunistpartiets 1962-program.
Der var også positive afsmitninger. Sydafrikas nye forfatning fra 1996 bygger på et ikke-racistisk ideal, hvilket ikke bør ses som nogen selvfølgelighed. Mandelas efterfølgere på præsidentposten har forsøgt at styrke deres popularitet gennem en til tider sort-nationalistisk vision kaldet African Renaissance. Der har været tidspunkter i ANCs historie, hvor man flirtede med en afrikansk nationalisme, som havde lighedspunkter den, vi har set i Zimbabwe. Mandela har selv erkendt kommunistpartiets rolle i hans afvænning fra synspunkter ikke meget forskellige fra Robert Mugabes. Uden samarbejdet med den hvide venstrefløj er det usandsynligt, at vi havde fået ordlyden i Freedom Charter fra 1955: ”Sydafrika tilhører alle, der bor i det, sort og hvid”. Der var ganske vist også hvide liberale, der var skeptiske over for segregation og apartheid, men meget få af dem gik ind for ”en mand en stemme”. Indtil midt-1980erne støttede de i stedet en langvarig proces, hvorunder ”civiliserede” sorte gradvist kunne opnå rettigheder.  

Det var Madibas rolle som den første militære leder af Umkhonto-partisanhæren, der gav ham den autoritet blandt de unge, militante sorte, som han behøvede for at frembringe en fredelig forsoning i 1990’erne.
Betyder det noget i dag? Journalist og analytiker af transformationsperioden, Allister Sparks, har bemærket, at ANC i stigende grad, over for den store gruppe af socialt efterblevne, legitimerer sin ret til at regere med henvisning til sin revolutionære fortid, sådan som det sås under hyldningen af den væbnede kamps start i 50-året 2011. Den kendte, nu afdøde, kommentator, Frederik van Zyl Slabbert, bemærkede, at ”én ting, det gamle og det nye Sydafrika har til fælles, er en passion for at genopfinde historien som en del af den politiske mobilisering og for at fremme en kollektiv egeninteresse”. Det gælder i dagens situation også for Slabberts eget liberale synspunkt. Det nuværende liberale oppositionsparti i Sydafrika, Democratic Alliance, forsøger op til valget at gøre Mandelas historiske rolle i demokratikampen til deres egen. Det er desværre lidt af en efterrationalisering. Nogle få liberale, som Helen Suzman, risikerede noget i deres bestræbelser for at reformere apartheid, men de udgjorde en uhyre lille del af den velaflagte, hvide befolkningsgruppe.

Mange af de vigtigste aktører har vist sig at besidde en fleksibel opfattelse af deres egen rolle i historien. Kendsgerningen er jo, at i årene omkring 1990 bevægede de fleste medlemmer af SACPs ledelse sig langt hurtigere ud af realpolitikkens spor end Mandela. Mandelas efterfølger som præsident, Thabo Mbeki, der havde modtaget længerevarende politisk og militær uddannelse i Moskva, detaljeplanlagde den kommende demokratiske forfatningsorden sammen med den militante minearbejderleder, Cyril Ramaphosa, der i dag er ANCs vicepræsident, mineejer, og en af Sydafrikas rigeste sorte mænd. De mest effektive navigatører under Sydafrikas reintegration i den globale økonomi har været gårsdagens partikammerater.

Forfatteren er historiker og ph.d. fra Københavns Universitet, hvor han har arbejdet som ekstern lektor og forskningsadjunkt på Center for Afrikastudier. Han har desuden virket nogle år som forsker ved Nordisk Afrikainstitut i Uppsala. En af hans artikler om den demokratiske revolution i Sydafrika kan læses i tidsskriftet Kontur fra Århus Universitet: http://www.hum.au.dk/cek/kontur/pdf/kontur_18/hans_erik_stolten.pdf